★★
Knife’n’ Fork, 2019
Malbec
Mendoza, Argentina
Forhandleren skal have ros for ikke at stikke noget under gulvtæppet. Knife’n’ Fork er en bulkvin, som der står i beskrivelsen på forhandlerens hjemmeside. Dyrket på diverse marker i Mendoza i Argentina uden nærmere præsentation af producenten, hentet til landet i store tanke, hældt på flaske i Danmark og fået påført etiketter, skrevet af en finurlig og kreativ tekstforfatter, der lægger mere vægt på underholdning end oplysning. At sende vin i bulk giver god mening, når man tænker på transportomkostninger og klima, og for langt de fleste vinforbrugere betyder det ikke noget, hvem der har lavet vinen, transporteret den og hældt den på flasken. Bare den smager som forventet… af vin. Og det gør Knife’n’ Fork. Den giver bare ikke så meget mere, og det er som at høre musik på en gammel mono kassettebåndoptager – hult, fladt og lidt skingert.
Dufter af hindbær, råt kød og sort peber. I munden er den let sødlig med røde bær, brombær, lakrids og mere peber. Ok syre og blid tannin. Anvendelig til grillet okse. Det er ikke en stil til min smag, og jeg synes også, den er for dyr i forhold til prisen. Men den skal nok have sit publikum.
100 kr. hos Skjold Burne (Set på tilbud til 75 kr. indtil 26. august 2020)
Test dig selv: Er du skarp på vin? Test din viden med Smag På Vins quizzer