★★★★★
Gran Reserva Etiqueta Azul, Viña Tarapacá, 2012 – gensmagt
Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Syrah
Valle del Maipo, Chile
Det er helt vildt interessant, hvordan vin kan udvikle sig over tid, og det er altid med en vis spænding at gemme en vin væk for at se, hvilken retning den udvikler sig i.
For nylig sendte Skjold Burne denne Viña Tarapacá Gran Reserva Etiqueta Azul til almindelig bedømmelse. Jeg havde dog en fornemmelse af, at jeg har smagt den tidligere i den pågældende årgang. Og ganske rigtigt så fandt jeg anmeldelsen fra 2015, hvor jeg skriver pænt om den, men er mere tilbageholden med antallet af stjerner – fordi prisen var i den noget høje ende i forhold til smagsindtrykket. Normalt skriver jeg ikke mere end en gang om en vin i samme årgang, men da der er gået mere end fire år siden sidst, at den er næsten otte år fra høsten, og at det er en af producentens topcuvéer, så kunne man håbe på, at der er sket noget i flasken i mellemtiden.
Den gang beskrev jeg aromaen som fin, ren med solbær, kirsebær og lidt stald, men den har udviklet sig noget siden dengang. I dag opleves den dybere, tættere og langt mere nuanceret. Farveintensiteten er aftaget, og den har fået et let brunligt skær i kanten. Stadig en næse med masser af solbær, solbærgren og kirsebær men også cassis, noget bagt blomme, skovbund, læder og tobak. Også i smagen er kompleksiteten øget. Solbærrene er udgangspunktet, men her er også en mere udviklet frugt, tobak og læder. Glimrende syre, fløjlsblød tannin og en høj, men godt integreret tannin.
Ventetiden har gjort noget godt for Gran Reserva Etiqueta Azul, og de tre gamle stjerner skal suppleres med to. Her hjælper det også, at udsalgsprisen er den samme – og at den indtil udgangen af januar 2020 er sat ned til 235 kr.
235 kr. hos Skjold Burne i januar 2020. (Normalpris 315 kr.)
Er du skarp på vin? Test din viden med Smag På Vins quizzer